De kan ikke slå os ihjel tekst

Siden sin spæde begyndelse i det tidlige 1970'erne har Christiania stået som et symbol på modstand mod det etablerede system, hvor politisk uvilje og konfrontationer har præget dens eksistens fra dag ét, og denne kamp er blevet lydsættet af Tom Lundéns ikoniske komposition, hvis omkvæd er blevet til en slags uofficiel hymne for fristadens indbyggere - et musikalsk manifest, der indkapsler kampen for alternative livsformer og kollektive drømme.

Det var netop Lundén, der som hovedkraften bag gruppen Bifrost, stod bag både tekst og melodi til det, der senere skulle blive kendt som Christianias nationalsang, et værk, der oprindeligt blev indspillet på en støtteplade til fordel for fristaden og fremført af Det Internationale Sigøjnerkompagni - et sammensurium af Bifrosts medlemmer, heriblandt de tre markante vokalister Sebastian, Annisette og Poul Dissing, der hver især tog sig af et af sangens tre vers, suppleret af et kor bestående af christianitter selv.

Pladen, der udover Bifrost samlede en imponerende skare af datidens førende rocknavne som Sebastian, Kim Larsen, C. V. Jørgensen, Savage Rose, Gnags og Spillemændene, står som blot ét af utallige kulturelle udtryk, der gennem årene har knyttet sig til Christianias ånd og kamp. Baggrunden for udgivelsen var en eskalering af konflikten omkring fristaden, idet Folketinget havde fastsat en dato for dens nedrivning - et ultimatum, der truede det alternative samfund, der gennem årene havde udviklet sig til et fuldgyldigt mikrokosmos med boliger, værksteder, butikserhverv, børneinstitutioner og endda avanceret affaldshåndtering, alt sammen skabt af de mennesker, der fra begyndelsen af 1970'erne begyndte at okkupere de nedlagte militærbarakker på Bådsmandsstrædes Kaserne, drevet af både et akut behov for tag over hovedet og en dybfølt længsel efter at realisere visioner om fællesskab, frihed og et demokratisk styret samliv - ideer, der allerede var blevet afprøvet i eksperimenter som Thylejren tidligere i årtiet.

I kan ikke slå os ihjel retter sig med skarp kritik mod det omgivende samfunds magtapparat og dets forsøg på at undertrykke alternative livsformer, og teksten fungerer som en opsigtsvækkende opremsning af de metoder, magthaverne har benyttet sig af i deres kamp mod fristaden: I har slået med knipler, I har truet med våben, I har prøvet at kvæle jeres egne børns protestskrig, lyder det, før der følger en nærmest sarkastisk konstatering om, at trods hjelme, lovparagraffer og undertrykkelse burde magthaverne indse, at det i sidste ende er dem selv, de straffer, for I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel - vi er en del af jer selv.

Denne centrale linje understreges yderligere i sangens andet vers, hvor der peges på magtelitens klamren om kontrol og deres jagten på politisk kapital: I holder fast i magten og bakker op om det kendte, I kæmper jeres slag for at vinde nye vælgere, I låser vores døre, men vi er mennesker, der lever, ler og kæmper, mens vi græder. Teksten kulminerer i en nærmest eksistentiel udfordring, hvor det spørges, om det egentlig er christianitterne eller magthavernes egen frygt for det ukendte, der er den egentlige trussel: I kan fængsle os, I kan udslette os fra jordens overflade, I kan sætte spioner på vores spor, I kan splintre verden med bomber - men er det os, I frygter, eller er det jer selv, I ikke tør møde?

Denne psykologiske dimension genfinder man i den bredere debat om Christianias rolle i samfundet, hvor kritikerne ofte har peget på, at fristadens problemer - ikke mindst den omtalte narkohandel - i virkeligheden afspejler større samfundsmæssige udfordringer, mens tilhængerne fremhæver, at Christiania samtidig fungerer som en social sikkerhedsventil ved at tilbyde et tilhørssted for dem, der ellers ville falde gennem samfundets revner, og det er netop denne dobbelthed, sangen fanger, idet den portrætterer fristaden som et spejl, der afslører de livsformer og frihedsdrømme, som det etablerede Danmark ikke tør omfavne.

Gennem årtier har Christiania været skueplads for politiske slag, hvor partier, christianitter, politi og kriminelle elementer har stået mod hinanden i en uophørlig kamp om områdets fremtid, og selvom fristaden i dag i visse henseender er blevet legaliseret, har den stadig en dyb skepsis over for de betingelser, der fulgte med denne statusændring, og fortsat vægrer den sig mod at underkaste sig de politiske krav, der er blevet stillet.

Sangen har gennem tiden fungeret som et kraftfuldt redskab i utallige politiske manifestationer, hvor marginaliserede grupper har brugt dens budskab til at sætte fokus på deres egne kampe, og dens musikalske struktur er med til at forstærke dette: En simpel, men yderst effektiv melodi, der bygger på gentagelser med en gradvis intensivering fra vers til omkvæd, hvilket gør den ideel til kollektivt fællessang, især fordi omkvædet ved afslutningen kan gentages i det uendelige, alt efter behov.

Den harmoniske opbygning er bevidst holdt minimalistisk, hvilket åbner op for improvisation - noget den originale indspilning med de tre distinkte stemmer fra Sebastian, Annisette og Poul Dissing udnytter til fulde i en indspilning, der sprudler af rå følelsesmæssig kraft og autenticitet.