Den lille pigen med svovlstikkerne

I den bitre frost og gennemtrængende mørke bevægede sig en lille forkommen pige sig frem ad gaden med bar hovedbund og ubeskyttede fødder, der trods alt havde været iført træsko, da hun forlod hjemmet, men hvad nytter det, når kulden bider som nu, hvor de små tæer var blålige og rødspættede af isen, mens hun i sit slidte forkæle klemte en bunke svovlstikker, og i den ene hånd holdt hun fast i et bundt af dem; ingen havde i dagens løb vist interesse for hendes varer, ingen havde kastet hende så meget som en enkelt mønter, og sulten samt kulden havde efterladt hende med et ansigt præget af elendighed, den stakkels lille sjæl, der nu vandrede frem med et blik fyldt af fortvivlelse, mens snefnuggene dalede ned og lagde sig i hendes gyldne krøller, der faldt i bløde bølger omkring hendes hals, skønt hun slet ikke havde tanker at spilde på sin egen skønhed, for gennem de oplyste vinduer strålede varmen ind i gaden, og duften af sprød stegt gås fyldte luften, for det var jo netop nytårsaften, og det var hun sig bevidst.

I en niche mellem to bygninger, hvor den ene rakte sig lidt længere ud end den anden, søgte hun tilflugt og samlede sig sammen, trækker sine tynde ben ind under sig, men kulden gennemborede hende endnu hårdere, og hjemme kunne hun ikke vise sig, for hun havde ikke solgt en eneste svovlstik, ej heller modtaget en eneste skilling, og hun vidste, at faderen ville uddele hård straff, og derhjemme var det ikke mindre koldt, da deres bolig kun bestod af et skur med et tag, der knap holdt vejret ude, selvom de havde proppet sprækkerne med halm og klude.

Hendes hænder var næsten følelsesløse af kulden. Kunne hun tillade sig at tage en enkelt stik fra bundtet, tænde den mod muren og varme sine iskolde fingre? Hun rev en løs, og med et skrid forvandlede verden sig for hende: pludselig sad hun foran en imponerende jernovn med blankpolerede messingornamenter, hvor flammerne dansede og udsendte en behagelig varme.

Hun tændte endnu en, og i dens skær blev væggen gennemsigtig som et tyndt slør, så hun kunne skimte ind i et rum, hvor et bord var dækket med en snehvid dug, prydet med det fineste porcelæn, og midt på bordet stod en dampende gåsesteg, fyldt med saftige svesker og søde æbler. Endnu en stik blev antændt, og nu befandt hun sig under et pragtfuldt juletræ, endnu mere storslået og udsmykket end det, hun forrige jul havde set gennem glasdøren hos den velhavende købmand; utallige lys kastede deres glans over de grønne kviste, og farverige illustrationer, som dem man ser i butikkernes udstillingsvinduer, stirrede ned på hende.

Hun rakte armene opad i ærefrygt - men flammen slukkedes, og julelysene steg højere og højere op, indtil de forvandlede sig til klare stjerner på himlen, og en af dem faldt ned og efterlod sig en lysende stribe. Hun gned endnu en stik mod muren, og i dens skær stod hendes afdøde bedstemor, så levende, så strålende, så ophøjet og kærlig, som hun aldrig før havde set hende; den gamle kvinde løftede pigen op i sine arme, og sammen svævede de opad i en strøm af lys og lykke, langt væk fra kulde, sult og frygt - de var nået frem til det himmelske rige.

Men da morgenens første lys brød frem i den kolde nyårsdag, lå den lille pige stadig i kroget mellem husene, med rødmussede kinder og et svagt smil om læberne - livløs, frosset til is i natten, der afsluttede det gamle år, mens den nye dags sol oplyste det lille legeme, der stadig klamrede sig til svovlstikkerne, hvoraf det meste af et bundt var næsten nedbrændt, for hun havde forsøgt at finde varme i den sidste fortvivlede time.