Det danske sprog er svært

En væsentligt større procentdel af børn i samme aldersgruppe i udlandet formår at begribe sætninger med ord af tilsvarende længde, hvilket ikke skyldes, at danske børn er mindre begavede end deres internationale jævnaldrende, men derimod at dansk tilhører verdens mest komplekse sprog på grund af sin karakteristiske mangel på distinkte konsonantlyde, som professor Morten H. Christiansen - tilknyttet Center for Børnesprog og Center for Interacting Minds ved Aarhus Universitet - fremhæver i sin forskning, der søger at afdække, om de udfordringer, små børn oplever med at opfatte og tolke sproget, fortsætter ind i voksenlivet, hvilket betyder, at de fonologiske barrierer, herunder den begrænsede konsonantartikulation, potentielt gør dansk til et permanent krævende sprog at beherske mundtligt, selv efter årtiers erfaring.

Selvom det endnu ikke er empirisk belagt, at danskere generelt er langsommere til at dekode talt sprog end andre nationaliteter, afslører en hollandsk tværkulturel studie, der har målt reaktionstiden mellem, at en person afslutter en ytring, og den næste begynder, at danskerne i gennemsnit er en tiendedel sekund bagud sammenlignet med andre sprogbrugere, en observation, der understøttes af Fabio Treccas doktorafhandling fra december, forsvaret ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet, og som modbeviser den tidligere udbredte opfattelse, at alle sprog er lige tilgængelige at tilegne sig og anvende.

Når danske børns resultater i internationale læseundersøgelser halter, har den offentlige diskurs traditionelt lagt ansvaret på undervisningssystemet, men Christiansen argumenterer for, at danske børns læsekompetencer møder en dobbelt udfordring forårsaget af sprogets indre struktur: For det første komplicerer den slørede lydlige præsentation af dansk sproglig indlæring via auditiv opfattelse, og for det andet skaber den manglende korrespondance mellem udtale og stavemåde yderligere hindringer, når børnene skal mestre skriftlig kommunikation, og han forudser, at forskningens fund vil kunne implementeres pædagogisk på tværs af uddannelsesinstitutioner, idet Danmark og Norge - trods deres sociokulturelle og uddannelsesmæssige ligheder samt sproglige nærhed med hensyn til leksikon og syntaks - adskiller sig markant i lydmønstre, eksemplificeret ved, at danskerne realiserer et blødt 'd' i ordet gade, hvor nordmændene derimod artikulerer et klart 't' i gate.

I forsøgsopstillingerne vil deltagere blive udsat for verbale udsagn kombineret med støjgenerering samt sætninger, der bevidst afviger fra forventede mønstre, da forskningen indikerer, at når lyde er vanskelige at differentiere, kræves der minimal ekstern lydforstyrrelse for, at betydningen forsvinder, hvilket tvinger lytteren til i højere grad at basere forståelsen på kontekstuelle gæt frem for præcis lydgenkendelse, således at responsen ofte afspejler, hvad man antager at høre ud fra de indledende fonemer, som Christiansen uddyber.

Nyere studier antyder desuden, at sprog med en overvægt af vokallyde og få tydelige konsonanter er vanskeligere at tilegne sig, og i dansk tilføjes denne udfordring en historisk betinget utydelighed i konsonantudtalen, blandt andet forårsaget af den såkaldte klusil-svækkelse, en fonetisk transformation, der opstod, da dansk i middelalderen divergerede fra de øvrige nordiske sprog, hvilket resulterer i, at konsonanter i midter- eller slutposition ofte reduceres til diffuse varianter af b-, d- og g-lyde, der yderligere forstærker sprogets komplekse natur.