Engelsk grammatik verber

En række udsagnsord udviser særlige syntaktiske mønstre, idet visse udelukkende kræver efterfølgende ing-form, andre alene tillader infinitiv, mens en tredje kategori kan kombinere begge former, dog med potentielle nuancer i betydningen afhængigt af konteksten. For udsagnsord, der udelukkende accepterer ing-konstruktioner, kan eksempler som resent illustreres ved sætninger à la jeg er utilfreds med at blive behandlet som en almindelig tyv.

Omvendt findes en gruppe verber, der udelukkende forener sig med infinitiv, heriblandt have råd til, acceptere, fejle, hjælpe, klare, forstille sig, love, afslå samt ønske, som i han loved at fuldføre opgaven til tiden. En tredje kategori af verber tillader begge strukturer, hvor forskellen i nogle tilfælde er neutral, som ved begynde, ophøre, forsætte, have til hensigt og start, hvor både det begyndte at regne og det begyndte med at regne er korrekte, ligesom vi agter at blive og vi agter på at blive lidt længere.

Sanseverber som se, høre og føle skifter betydning afhængigt af konstruktionen: infinitiv understreger handlingens faktiske udførelse (jeg hørte ham forlade bygningen), mens ing-formen fokuserer på forløbet (jeg hørte ham forlade bygningen i et langsomt tempo). Betydningsmæssige nuancer opstår desuden ved verber som huske og glemme, hvor ing-formen refererer til en fortidshændelse (jeg husker tydeligt, da jeg købte min første cykel), mens infinitiv angiver en fremtidig handling (du må huske at aflevere Kate i skole i morgen).

Fortsætte kan med ing-form betyde at vedblive en aktivitet (hun fortsatte med at snakke om sine sygdomme), hvorimod infinitiv indikerer en overgang (senere gik hun over til at tale om sine andre problemer). Stoppe skifter betydning: ing-formen signalerer ophør (jeg stoppede med at løbe), mens infinitiv angiver formål (jeg stoppede for at hvile).

Verber som frygte, kunne lide, elske, hade og foretrække bruger typisk ing-form for generelle præferencer (jeg elsker at danse), men infinitiv for konkrete situationer (jeg gruer for at tænke på, hvad der kunne være sket). Fortryde adskiller sig ved, at ing-formen angiver anger over en fortidshændelse (jeg fortryder at have forladt skolen som 15-årig - det var en stor fejl), mens infinitiv bruges i formelle meddelelser (vi må desværre meddele, at din konto er overtrukket).

Verber som råde, tillade, give lov og forbyde kræver ing-form uden indirekte objekt (rektor har forbudt rygning på gangene). De uregelmæssige udsagnsord afviger fra standardkonjugation, hvor nutid og datid normalt dannes ved tilføjelse af -ed. Disse verber opviser fem hovedmønstre: 1) enslydende former i infinitiv, nutid og datid (lægge - lagde - lagt), 2) identisk nutid og datid (bevare - bevarede - bevaret), 3) ens infinitiv og datid (løbe - løb - løbet), 4) ens infinitiv og nutid (slå - slår - slået), samt 5) tre distinkte former (falde - faldt - faldet).

Kongruens mellem grundled og udsagnsled - også kaldet verbal kongruens - sikrer grammatisk harmoni i person og tal. På dansk er dette fænomen mindre fremtrædende, da udsagnsordets form sjældent varierer med subjektet, men på engelsk er det afgørende, at verbalet tilpasses subjektets person og tal, undtagen for modalverberne kunne, må, skal, ville, burde, der forbliver uforandrede.

Værbet at være har særlige former i præsens (jeg er, du er, han/hun/den/det er) og præteritum (jeg var, du var), mens alle andre verber i tredje person singularis præsens kræver -s-endelse. Særlig opmærksomhed kræves, når subjektet er tredje person ental, da verbalet skal bøjes korrekt: huset ser pænt ud (ental) mod husene ser pæne ud (flertal), eller cyklen er ny mod cyklerne er nye.

Komplekse tilfælde, der kræver ekstra omhu, omfatter sammensatte subjekter, ubestemte pronominer, kollektive substantiver samt sætninger, hvor subjekt og verbal adskilles af indskudte led.