Er fn en overstatslig organisation

Hans Mouritzen Artikelstart Globale sammenslutninger er enheder etableret gennem aftaler mellem uafhængige nationer, med det formål at adressere udfordringer, som individuelle lande ikke formår at håndtere alene. Disse enheder benævnes mellemstatslige organer. Oprindeligt fokuserede disse organers virke på regulering af relationer mellem nationer, eksempelvis vedrørende krig, handel og transport.

Antallet af sådanne globale sammenslutninger er dog steget markant gennem årene og omfatter nu et betydeligt antal. Den accelererende internationale koordination samt den økonomiske, sociale og kulturelle globalisering ligger til grund for en vedvarende ekspansion i både antallet af globale organer og de sagsområder, de dækker. Inden for den internationale politiske arena udgør disse globale sammenslutninger centrale beslutningsfora.

Enheder, der er grundlagt af ikke-statslige organisationer på tværs af flere lande, kaldes transnationale enheder. Der forekommer omfattende samarbejde mellem disse to organiseringstyper; adskillige af FN's specialiserede agenturer, såsom UNHCR, er afhængige af og interagerer med frivillige transnationale organisationer i den praktiske implementering af deres bistandsprogrammer i forskellige dele af verden.

For begge kategorier af globale sammenslutninger skelnes der mellem universelle og regionale enheder. Selvom globale sammenslutninger formelt er skabt af stater, eksisterer der potentielle konflikter mellem de enkelte nationale interesser og sammenslutningens overordnede mål, hvilket manifesterer sig i sammenslutningernes beføjelser og handleevne.

Jo større betydning et givent område har for de enkelte nationer, desto mindre autonom indflydelse er de villige til at overdrage til et mellemstatsligt globalt organ. Dette resulterer i, at organet i højere grad fungerer som en platform for udveksling af interesser og perspektiver end som en instans med reelle beføjelser. De mellemstatslige globale sammenslutninger kan ligeledes tjene etablerede nationale interesser, der ikke er specificeret i deres statutter.

De kan fungere som en kilde til legitimitet; især stormagter kan have behov for at kunne retfærdiggøre militære interventioner ved at henvise til generelle principper og opbakning fra en regional forsvarsorganisation, eller endnu bedre, fra FN. Globale sammenslutninger og deres principper kan anvendes indenrigspolitisk i medlemslande eller potentielle medlemslande med henblik på.

Endelig kan en global sammenslutning assistere mindre nationer med at sprede afhængighed; i stedet for en ubelejlig afhængighed af typisk en enkelt stormagt, kan mindre nationer udbrede deres afhængighed til en række større magter, hvorved alle parter bliver afhængige af sammenslutningen og dens regelsæt. De ovenfor beskrevne "skjulte dagsordener" medfører, at en global sammenslutning ofte agerer som en foretrukket organisation for visse medlemmer og undertiden fortsætter sin eksistens, selvom den er ineffektiv i forhold til sine officielle formål.

En global sammenslutning er endnu mere udfordrende at afskaffe end organisationer på nationalt niveau.