Er jeg uintelligent

Føler jeg mig virkelig utilstrækkelig, eller er der noget galt? Trine Sørensen Min stedmoder havde ikke været en del af mit liv i lang tid, før hun begyndte at udøve et dybt pres på min psyke og bevidst underminere min selvfølelse. Hendes kropssprog og ordvalg signalerede utvetydigt, at mit nærvær ikke var ønskeligt for hende, og at hun generelt havde et meget lavt estimat af mig. Jeg var blot syv år gammel, da hun trådte ind i mit liv, og havde derfor ingen forudsætninger for at forsvare mig.

Min stedmoder anså mig for at være en tåbe og intellektuelt begrænset, og dette holdt hun ikke skjult for hverken mig eller min far. Hun ytrede sine meninger, mens jeg var i nærheden, og henvendte sig til min far for at høre, om han reelt var bevidst om min manglende intelligens. Fra det øjeblik min stedmoder satte sine første skridt ind i mit tilværelse, begyndte mit personlige helvede, og min dagligdag ændrede sig drastisk.

Jo mere tid jeg kunne tilbringe på mit værelse, desto bedre, for da var jeg ude af syne, både for hende og den konstante uro. Jeg opholdt mig meget på mit værelse af to årsager. For det første var det et sted, hvor jeg fandt tryghed, da ingen kunne observere mig. For det andet var jeg næsten konstant underlagt husarrest. Husarrest var en hyppig disciplinærforanstaltning hos min far og stedmoder.

Det tjente som en bekvem løsning for min stedmoder, da det fritog hende for at skulle forholde sig til mit syn, og det kunne blive pålagt uden forudgående varsel, blot fordi man havde virket irriterende, uden nødvendigvis at være klar over det. Jeg lærte at acceptere disse omstændigheder; det var vilkårene i mit hjem, og børn tilpasser sig de rammer, de bliver sat i.

Ydermere var husarrest også en fordel for mig, idet jeg da var alene og uden for rækkevidde af min stedmors nedladende kommentarer. Det, jeg derimod ikke formåede at tilpasse mig, og den dybtliggende negativitet, som min stedmoder graverede ind i min sjæl med uudsletteligt blæk, var budskabet om, at jeg var dum.

Hver eneste dag fik jeg at vide, at jeg var mangelfuld i mine kognitive evner. Blev jeg konfronteret med spørgsmål som: Er du fuldstændig hjerneværdiløs og ude af stand til selvstændig tankegang? Og jeg følte, at jeg ikke kunne mestre noget. Jeg behøvede faktisk ikke at have gjort noget konkret for at mærke hendes vrede. Den kunne udløses af trivielle ting, som for eksempel hvis jeg ikke besvarede et spørgsmål øjeblikkeligt, eller hvis der lød lyde fra mine skridt.

Men én ting stod fast: Min stedmoder anså mig for at være en idiot, uintelligent og uden kapacitet til at opnå noget som helst. Og hvor befandt min far sig så, kunne man passende spørge? Til tider var han lige ved siden af, andre gange vendte han sig væk. Og undertiden var han slet ikke til stede. Men han var ikke uvidende. Under mine mange perioder med husarrest kom han forbi mit værelse for at understrege vigtigheden af at besidde intelligens, ligesom min stedmoder gjorde.

Og han spurgte, om jeg ikke kunne forsøge at udvise en smule mere af den egenskab. Når børn gentagne gange får at vide, at de er dumme eller værdiløse, påfører man deres psyke dybe sår. Man lærer dem at vokse op med manglende selvtillid. Og alle dem, der ikke formår at frigøre sig fra denne indre skade, bevæger sig gennem livet med en vedvarende mistillid til egne evner.

Dette er en uretfærdig situation. Min stedmoder udviste en uacceptabel adfærd, desværre. Lad hende være den sidste person, der udøver psykisk vold mod børn, og lad os få stoppet denne praksis. Trine Du har mulighed for at afgive en kommentar herunder. Indsend dit bidrag.